Billedserie fra indvielse af San Roque

Billeder fra indvielsen af Sundhedspostaen i San Roque

Rie på vej mod San Roque

Så var vi fremme til åbningen af sundhedscentret i San Roque

Efter en køretur på næsten to timer, som normalt afsluttes med en vanvittig nedkørsel langs smalle, usikrede hårnålesving, syntes bolivianerne i bilen at vi lige skulle fortsætte nogle kilometer langs flodlejet. Her var der intet der tydet på noget vejlignende, og det ville gå væsentligt hurtigere at gå. Vi ville aldrig udsat projektets bil for denne type terrorisme. Vi kom dog frem til en fodboldbane som lå midt i ingenting, hvor vi parkerede bilen. Vi forsatte til fods langs flodlejet i et voldsomt tempo, Rie og den ældre dame fra byrådet måtte næsten løbe for at følge med. Bolivianske mænd er absolut ikke gentlemen, som venter på damerne, hvilket cheflægen og en anden bolivianer fik at høre for på vejen tilbage fra Rie. Til sidst kom vi frem til Sundhedscenteret i San Roque.

Børn i San Roque

Dagligliv i San Roque

Bønderne i San Roque er eftersigende nogen af de aller fattigste i Azurduy kommune. Indtrykket blev ikke bedre af at den dag vi var der ude var det isnende koldt, blæsende og regnvejr.

Ovnstegt gris i San Roque

Vi fik serveret en lækker frokost (lunsj) bestående af ovnstegt nyslagtet gris.

Som sædvanligt tog det en uendelig tid at komme i gang, og derfor kom vi alt for sent af sted tilbage mod bilen. Det var mørkt da vi kom frem til bilen, og ikke nok med det, det var også begyndt at regne. De første par kilometer var gennem et ekstremt ufremkommeligt flodleje der udelukkende bestod af store sten som man helst skulle køre udenom. Det var ikke supernemt (veldig lett) i mørke. Derefter skulle vi op af dødens vej i hospitalets blå lig (vrak)! Kort beskrivelse af bilens tilstand: Håndbremsen virkede ikke, firehjulstrækket larmede voldsomt når man slog det til (hvilket man helst ikke skulle gøre da hospitalet kun havde fyldt et minimum af benzin på før afrejse), dækkene var tyndslidte og rattet var alvorligt fejlindstillet. dødens vej er ekstremt smal og slynger sig i meget skarpe hårnålesving (haarnaalssving) op langs en enormt stejl bjergside uden sikring. Grusvejen var sæbeglat pga. regnvejret og det var I mellemtiden også blevet tåget, med kun en til to meters sigt. på mirakuløs(t) vis kom vi levende tilbage til Azurduy næsten tre timer senere.